Udgivet tir d. 5. feb 2019, kl. 12:58

Af Anders Thyrring Andersen

Den fremragende amerikanske digter Robert Creeley (1926-2005) har siden 1960’erne været en af de mest beundrede lyrikere i USA, men herhjemme er han stort set ukendt. Der findes dog en enkelt udgivelse af hans digte på dansk, et repræsentativt udvalg til trods for et beskedent omfang (Vinduer. Digte 1952-1991, Husets Forlag 1993).

Sidste år oplæste jeg ved et fredagsmøde i sognegården nogle af Creeleys digte. Hvis man i stedet vil høre digteren selv, findes CD’en So There(Watt/ECM 2006), hvor Creeley læser nogle af sine digte op, ledsaget af musik skrevet af jazzbassisten Steve Swallow. Og hvilke oplæsninger: de er båret af en sublim rytmik, som trodser den aldrende stemmes skrøbelighed og bliver en kilde til fortrøstning. 

Således er det også at læse Creeley. Et eksempel kunne være digtet ”Nogle ekkoer” (1967), karakteristisk for hans minimalisme, i hvilken det elementære optræder uden iklædning af metaforer: ”Nogle ekkoer, / små stykker, / som falder, et støv, // sollys, ved / vinduet, i / øjnene. Dit // hår mens / du børster / det, lyset / bag / øjnene, / det der er tilbage.” 

Læst traditionelt, linje for linje, er alting brudt op, blevet fragmentarisk, uoverskueligt og sværttilgængeligt. Altså modernisme som man kender den. Men bemærk, hvorledes Creeley midt i den tilsyneladende sammenhængs- og meningsløshed skaber sin egen rytme henover linjeskiftene, en rytme, som giver sammenhæng og mening trods alt.

Som ung lagde Creeley ud på baggrund af holdningen ’et digt er også en ting’. Man véd, hvilke konsekvenser en sådan indstilling fik i en meget stor del af moderne dansk lyrik: det moderigtige og eneste kurante blev det ironiske eller nihilistiske. Creeleys digte er eksempler på, at det ikke behøver at være sådan. Hans tekster bugner af eksistens og følelse, men de formår at gøre det i kraft af kortfattede, præcise beskrivelser, ja, ofte blot benævnelser af tingene.

I digtet ”Tiden” (1962) hedder det: ”Alt hvad der var lige før / er borte nu”. Altså det modernes velkendte konstatering af altings flygtighed, som truer med at gøre det hele betydningsløst. Men senere i forfatterskabet kommer stadigt hyppigere en ganske anden livsholdning til syne. Et eksempel er digtet ”Et skridt” (1969): ”Ting / kommer og går. / Så / lad dem.”

Tilværelsen har sin rytme, og kan man falde i ét med den, eller i hvert fald acceptere den, forvindes sorgen over tidens vilkår, udslettelsen af alt. Således i det vidunderlige digt ”Den ene dag” (1974), som i sin helhed lyder: ”Den ene dag efter den anden – / fuldkomment. / De passer allesammen.” Set fra den rette synsvinkel hænger alting sammen, og intet er derfor uden betydning eller mening. 

Og vel at mærke er det ikke mennesket, som skaber denne mening: den er der i forvejen, det gælder blot om at åbne sig for den, gøre sig tilgængelig for den mening, som allerede er i verden. I digtet ”Livet” (1990) hedder det: ”man nåede frem i tide // bare ved at stå stille. / Det kom til een // hvad man end havde planlagt.” Bevægelsesretningen er altså ikke fra mennesket og udefter, således som den egocentriske modernitet vil det, nej modsat, det kommer udefra til mennesket. Ligesom i kristendommen.

Heraf overskuddet, den nøgterne humor, den stilfærdige glæde, i mange af Robert Creeleys digte. Ja, vi mister, og vi dør. Men selv om det gør ondt, er det OK. Med fortrøstning accepteres vilkåret. 

Kategorier Præsternes ord