Udgivet tir d. 28. jan 2020, kl. 10:16

Det fortælles om kong David, at skønt han havde fået det meste, så kunne han ikke få nok. Engang ved aftenstid stod David op af sin seng og gik rundt oppe på taget af sit palads. Da han skuede ud over byen, fik han øje på en smuk kvinde, der var ved at tage bad. David lod sine hoffolk forhøre sig om hende, og det viste sig, at kvinden Batseba tilhørte en anden mand, soldaten Urias. David var dog blevet så betaget af kvinden, at han ikke kunne få hende ud af sit hoved. Da der kort efter udbrød krig, sørgede David for, at Urias blev anbragt i forreste række ved fronten, dér hvor kampene var allerhårdest. Urias blev slået ihjel, som det havde været Davids plan, og nu kunne David gifte sig med Batseba. Alt syntes nu at være i skønneste orden.

Du er manden!

Men Gud sendte profeten Nathan til David for at fortælle ham denne lignelse: ”Der var to mænd i samme by; den ene var rig, den anden fattig. Den rige havde får og køer i mængde, den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det, det voksede sig stort hjemme hos ham og børnene. Det spiste af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage livet af sine egne får eller okser og tilberede dem til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet.” Davids vrede flammede voldsomt op mod den mand, og han sagde til Nathan: ”Den mand, der gør sådant skal dø, og lammet skal han erstatte firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst!” Da sagde Nathan til David: ”Du er manden!”

Ned med paraderne

Hvis nu Nathan ganske direkte havde konfronteret David med hans ugerninger, mon så ikke Davids forsvarsmekanismer havde været i højeste alarmberedskab? Men i stedet fortæller Nathan nu en lignelse – en historie, som indirekte handler om David, Urias og Batseba – og denne historie skaber en reaktion hos David, som er langt stærkere end den, som en direkte konfrontation ville medføre. I første omgang forstår David nemlig ikke, at historien sigter på ham, og han lytter til den uden at være forudindtaget – uden at spekulere i parader og forbehold og undskyldninger. Han bliver lullet ind i historien uden at opdage, at det faktisk er hans egen historie, der bliver fortalt. Men selvom David ikke kan genkende sig selv som den rige mand i Nathans lignelse, så virker historien alligevel som et slags spejl for ham. For igennem lignelsen bliver David i stand til at sætte sig ind og se sig selv i den fattiges mands sted. Han kan ligefrem føle uretfærdigheden i sin egen krop. Derfor flammer hans vrede så voldsomt op mod den rige mand – som altså er ham selv.

Når en abe kigger i et spejl …

Gode historier virker som spejle, men de viser os ikke altid på den måde, vi selv tror, vi ser ud. Én har engang sagt, at når en abe kigger ind i et spejl, skal man ikke vente, at det er en apostel, der kigger ud. Men nogle gange vender historierne faktisk op og ned på det, vi selv kommer med og tager for givet. Igennem gode historier kan vi få et nyt syn på verden. Ofte forkynder Jesus om Guds rige ved at fortælle historier eller lignelser, og i disse lignelser handler det ikke grundlæggende om at afsløre og dømme vores forkerte og dårlige handlemåde. Sigtet med Jesu lignelser om Guds rige er at fortælle os Guds grundløse kærlighed; fortælle os om Guds kærlige blik på os, der ser os mere elskværdige, end vi er tilbøjelige til at se på os selv og hinanden. Det er den historie, som Gud fortæller os, og som vi må spejle os i. Og når vi gør det, så gør historierne noget ved os. Måske opdager vi ligefrem, at skønt det var en abe, der kiggede ind i spejlet, så var det en apostel, der kiggede ud. At Gud gennem sin fortælling om os mennesker havde fortalt os større og mere elskelige – så vi sendes ud i verden med det syn også på andre.

Carsten Assenholt
Sognepræst ved Vor Frue

Kategorier Præsternes ord