Udgivet fre d. 3. apr 2020, kl. 09:51

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (6,24-35):

Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: ”Rabbi, hvornår er du kommet hertil?” Jesus svarede dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” Så sagde de til ham: ”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” Jesus svarede dem: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.”

         Da sagde de til ham: ”Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ’Brød fra himlen gav han dem at spise.’” Jesus sagde så til dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.” De sagde til ham: ”Herre, giv os altid det brød!” Jesus sagde til dem: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

         Amen


Dagens tekst er en del af den prædiken, som Jesus holder efter bespisningen af fem tusinde mennesker og efter at have vandret på søen.

         Beretningen om bespisningen lyder, at de fem tusinde mennesker var så optagede af at følge Jesus og lytte til ham, at de glemte alt omkring sig. Det var langt over spisetid, inden de kunne komme hjem, og der var ingen mad at få. Imidlertid havde en lille dreng fem brød og to fisk og ved hjælp af disse sørgede Jesus for, at alle blev mætte.

         På den baggrund er det ikke så mærkeligt, at tilhørerne til Jesu tale ser ham som en mirakelmager, og at de tolker bespisningsunderet ud fra den gammeltestamentlige beretning om mannaen i ørkenen, altså at Gud lod det regne ned fra himlen med brød. Men Jesu modsiger denne forståelse. Ja, man kan sige, at han nytolker den gammeltestamentlige tradition, ligesom han så ofte gør det.

         Jesus bebrejder tilhørerne, at deres optagethed af ham ikke skyldes, at de er nået til forståelse af den dybere betydning i hans handling, men simpelthen fordi han kunne skaffe mad til dem. Tilhørerne har nok set, men de har ikke indset eller erkendt.

         Selvfølgelig er det daglige brød en nødvendighed til livets opretholdelse. Da vi som mennesker ikke selv rummer livet i os, er vi henvist til at spise brødet for at holde os i live. Så allerede på den måde bliver brødet et udtryk for, at vi for at leve helt fundamentalt er henvist til noget uden for os selv. I sin omsorg for mennesket giver skabelsens Gud os brødet. I den betydning er det ’brød fra himlen’.

         Det daglige brød er de elementære behov: føde, bopæl, familie, arbejde, venner. Guds brød adskiller sig fra vores daglige brød ved, at det ikke kun er noget, vi har brug for med henblik på at holde os i live. Nej, det er noget, vi skænkes, som giver liv til verden. Det daglige brød er noget, vi spiser for at holde os i live. Men livets brød er ikke noget middel, det er livet selv, Guds evige liv.

         Hvor det daglige brød kun har en begrænset og kortvarig virkning, og er magtesløst over for døden, rækker Guds brød ud over dette liv, forbliver til evigt liv, altså giver evigt liv til dem, der spiser det. Den, der spiser livets brød, skal ikke sulte, hverken i dette liv eller siden hen.

         Det brød vil Jesus give. ”Jeg er livets brød”, siger han. For det er Guds vilje, at enhver, som tror på Jesus, skal have evigt liv.

         Altså betoner Jesus, at vi bag ved underet skal se ham som Guds brød til evigt liv. Brødet er på én gang det konkrete brød, som vi mættes af, men tillige livets brød, som vi fik skænket af Gud, nemlig Jesus. Når vi i nadveren får noget af Jesus selv, får vi noget, som kan fylde vores liv på en anden måde end alt andet i verden.

         Selv om forfædrene spiste af mannaen, døde de. Den gav ikke det sande liv og beskyttelse mod døden. Den, som derimod spiser af livets brød, Jesus, får del i det evige liv. Som ikke eliminerer den fysiske død, men overvinder den ved at række ud over den. Den, som tror på Jesus Kristus skal leve, om han end dør.

         Eller som Jesus siger det i dagens tekst: ”Den, der tror, har evigt liv”. Altså må det evige liv også være en bestemt måde at eksistere på: at leve i troen på Gud og Jesus Kristus, i troen på inkarnationen og opstandelsen. Det evige liv, med andre ord, anskuet både som et liv efter døden og som dét, troen på dette evige liv betyder for os, medens vi er i live.

         Troen på Jesus Kristus som livets brød er et brød, der ikke bliver mindre, når man spiser af det, men skænker noget større. Livets brød, Jesus, er det brød, som mætter livssulten. Den, som tror på Jesus, skal således ikke længere sulte. Tro er at blive mæt, ikke længere at skulle søge, men at vide sig fundet. Altså ikke at blive mæt af dage i betydningen at være livstræt eller føle lede ved livet, men tværtimod at få oplivet sin livsappetit. Jesus er svaret på den tomhed og sult, som ikke kan fyldes af andet.

         Skaren i dagens tekst spørger Jesus: ”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?”.

         Det er værd at lægge nøje mærke til, at i sit svar skifter Jesus fra flertals- til entalsform. Hvor skaren spørger om, hvilke gerninger de skal gøre, drejer Jesu svar sig om, at der kun er tale om én bestemt gerning, og denne ene gerning bestemmes som dette at tro. Jesus siger: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.”. Jesus stiller ikke troen op som modsætning til gerning, men han definerer Guds gerning som tro.

         Desuden må man bemærke, at der er anvendt nutidsform: ”Guds gerning er den”. Det drejer sig altså ikke om en enkelt akt, men om et varigt forhold. Ikke en troens gerning, men et troens liv. Guds gerning er ikke i egentlig forstand noget, et menneske gør. At gøre Guds gerning er at åbne sig for Gud og på den måde give ham plads til at øve sin gerning.

         Hvilket er en helt central pointe hos Martin Luther. For ifølge Luther er det en illusion, at mennesket selv kan tilkæmpe sig frelsen.

Kristentro er for Luther menneskets tilegnelse af Jesu gerning som en kærlighedshandling fra Guds side. Glæden over at være genstand for Guds kærlighed må nødvendigvis betyde, at den troende viser kærlighed mod sit medmenneske. Næstekærligheden er en spontan følge af troen og sender den kristne ud i det verdslige liv. Det er ud af troens modtagelse, at næstekærlighedens gerninger flyder. Disse gerninger er ikke almenmenneskelige handlemuligheder, men forudsætter den kristne tro.

Eller sagt med ordene fra dagens tekst: ved at spise af livets brød, ved at tro på Jesus Kristus, kan vi blive det daglige brød for hinanden. Og denne variant af det dobbelte kærlighedsbud er det nok værd at ihukomme, ikke mindst i denne tid.

22.3.2020

Kategorier Præsternes ord