Udgivet fre d. 3. apr 2020, kl. 09:54

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas (1,46-55): 

Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.”

Amen


Bliv hjemme. Sådan lyder et af de mange råd, vi får i denne tid. Og så bliver vi hjemme. Vi besøger ikke vores gamle forældre. Vi mødes ikke med vores venner. Vi ser ikke vores voksne børn. Vi holder ikke om vores små børnebørn. Vi aflyser påsken, barnedåben, festen. Vi sidder hver for sig i vores stuer. Nogle af os har nogen at sidde sammen med, andre har ingen. Vi holder kontakt på telefon og mail sms, og det er fint, men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at vi ikke er sammen med dem, vi holder af. Vi kan ikke holde om dem. Varmen fra deres blikke, deres stemmer, deres hænder, selve det liv, de bringer, er ikke her hos os. Og vi ved ikke, hvornår de kommer igen.

Bliv hjemme. Måske har Maria fået samme besked. I hvert fald ser vi hende alene hjemme på den altertavle, Fra Angelico malede i Italien omkring 1430 – og på alle andre billeder af bebudelsen. På Angelicos billede sidder hun inden døre med sig selv og en bog på skødet. Som nogle af os sidder i disse dage i vores stille stuer.

Men ind til Maria kommer i dag en budbringer, der bryder stilheden med ord fra en anden verden. Det er ikke noget, Maria har planlagt eller forudset. Englen kommer udefra, uden varsel, ind i hendes stue og ind i hendes liv med sit glædelige budskab. På billedet står de skrevet med guld, de forunderlige ord fra Gud til Maria: ”Herren er med dig, du benådede! Du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og der skal ikke være ende på hans rige.” På én gang Marias barn og Guds søn. På én gang én af os og sendt fra Gud med hans rige.

Det sker, at almindelige ord ikke slår til. Indimellem bliver vores liv så stort, at vi er nødt til at gribe til de store ord, som andre før os har udtrykt deres glæde og smerte i. Dagens evangelium er den sang, Maria synger, overvældet af glæde over det barn, hun bærer ind i vores virkelighed. Hun griber til alle de store ord fra den tradition, hun kender. Den lille ny og hans navn nævner hun ikke. Men alle de store ord handler i virkeligheden om ham. De er som et svøb omkring ham, der giver ham plads i verden, imens hun synger. Det er ham, der styrter de mægtige fra tronen og ophøjer de ringe. Det er ham, der husker på sin barmhjertighed til evig tid.

Og det er ham, der ser til sin ringe tjenerinde, som hun siger. Ja, i dag er det selvfølgelig hans far. På billedet ser vi bogstaveligt talt den gode Gud bøje hovedet og vende blikket mod Maria fra et sted over husets søjler. Han ser hende dér, hvor hun sidder, alene i den stille stue. Og med sit blik udvælger han hende, benåder han hende, og ophøjer han hende. Og det er dét lysende blik, barnet skal bære ud til mennesker overalt, hvor de sidder, også når de sidder i mørket og dødens skygge.

Om ni måneder kommer barnet til verden. Men allerede om fjorten dage er det påske. Da ser vi, hvad barnet bliver født for. Hvor langt han vil gå for aldrig at slippe os af syne. Med englens ord begynder et nyt liv for Maria, men også for alle os andre, som barnet skal fødes og dø og opstå for. Det blik, der udvælger, benåder og ophøjer os, møder vi i Jesu øjne – og i hans ord. Det blik, der sér os og sér til os, også når vi sidder alene bag lukkede døre. Og også når alt er forbi.

Bliv hjemme. Døren er lukket. Kirken er lukket. Men englene kan ingen lukke ude. De kommer overalt med de gyldne ord fra Guds og Marias søn. ”Herren er med dig, du benådede!” Hvor hans ord er, er kirken også. Også hjemme i stuen. Se bare Marias hus. Det har fået søjler og buer og blanke gulve på grund af de gyldne ord. Det ligner en kirke. Vel at mærke en kirke, som ikke er lukket. Som åbner sig ud mod den have, hvor foråret begynder på ny. Sådan tegner billedet det håb, Marias søn har med overalt, hvor han kommer. Engang skal vi rejse os og gå, ud i foråret, ud til hinanden igen.  

Marianne Frank Larsen, 29.3.2020.

 

Hør salmen: ”Nu kom der bud fra englekor” med Musica Ficta her: https://youtu.be/uCOx937R6aA

Hør salmen ”Maria, snart er det forår” med klaver og kor her: https://www.youtube.com/watch?v=LEowATFvsYo

Kategorier Præsternes ord