Udgivet søn d. 5. apr 2020, kl. 09:00

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (12,1-16): 

Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham.

Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.«

Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus.

Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:            

Hosianna!             
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,             
Israels konge!
Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:       
Frygt ikke, Zions datter!       
Se, din konge kommer,       
ridende på et æsels føl.

Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham.


Det dufter lysegrønt af græs. Sådan synger vi i en elsket forårssalme, og ingen er i tvivl om, hvad digteren mener, når han giver duften farve. Den første gang, nogen slår græs en dag i marts eller april, er duften lige præcis lysegrøn. Vi ved det godt, og alligevel kommer det bag på os og får os til at snuse ind med velbehag. Ah, det er jo sådan, det er! Den lysegrønne duft vækker erindringen om andre forår i andre haver. Og den vækker håbet om endnu en sommer – også i år. Sådan har dufte magt til at stemme vores sind.

Græsset dufter. Det gør kærligheden også. ”Duften af dit tøj er som duften af Libanons cedertræer”, siger de elskende til hinanden i Højsangen i Bibelen 2020, ”selv dit navn dufter sødt.” Den unge mand sammenligner sin elskede med en have ”fuld af de dejligste granatæbler, fuld af henna og nardusplanter, af nardus og safran, kalmusstrå og kanel, vellugtende træer, myrrabuske og aloe, af alle de fineste parfumer.” Duftene stemmer sindet til kærlighed.

Nardus. Det er præcis den olie fra kærlighedsdigtene, Maria bruger til at salve Jesus med i dag. Nu fyldes huset af duften fra den vellugtende olie, fortæller Johannes. Det er duften af kærlighed. En kærlighed, der ikke kan holdes tilbage. Den løber over og løber af med Maria, får hende til at ødsle med sin olie og sine kærtegn. Marias kærlighed er svar på den kærlighed, hun har set i hans handlinger, mødt i hans øjne, hørt i hans ord. ”Lazarus, kom herud”, sagde Jesus og kaldte hendes døde bror lyslevende ud af graven. Sådan er hans kærlighed. Det er dén, der kalder kærligheden frem i Marias hjerte og ømheden frem i hendes hænder.

Det er duften af kærlighed, der fylder huset. Men det er mere end det. For da disciplene bebrejder Maria, at hun har brugt penge på den kostbare olie i stedet for at give til de fattige, tager Jesus hende i forsvar. De fattige har de altid hos sig, ham har de ikke altid! Maria skal have lov til at gemme resten af olien til hans begravelse, siger han og holder dem fast på, hvad der er horisonten i dag. Nardusolie bruger man, når man gør bruden og brudgommen i stand til et bryllup. Men nardusolie bruger man også, når man gør den døde i stand til begravelse, som en sidste kærlighedsgerning mod den, man har elsket og mistet. Det er den kærlighedsgerning, Maria foregriber i dag. Duften af den kostbare olie er også duften af død.

Maria smører ikke bare Jesu fødder ind. Johannes fortæller omhyggeligt, at hun salver hans fødder. Med det ord antyder han, at duften rummer endnu en nuance. Med sin kærlighedsgerning sørger Maria simpelthen for, at Jesus bogstaveligt talt bliver, hvad vi kalder ham: den salvede, Kristus eller Messias. Uden ord siger duften, hvad sangene siger med ord ved hans indtog: at han er himlens kongesøn. Marias og vores konge. Duften af den kostbare olie er også duften af kongelighed.

Konger plejer at blive salvet på hovedet, hvor blikket, forstanden, omtanken bor. Men denne konge bliver salvet på fødderne. Konger plejer også at blive salvet af fremtrædende mænd. Tænk på kong Saul og kong David, der blev salvet af profeten Samuel. Men denne konge bliver salvet af en ganske almindelig kvinde. Og han bliver salvet på de fødder, der har båret ham ind i almindelige menneskers byer, hjem og liv. Da skarerne begynder at synge for at hylde ham som konge, er Jesus hurtig til at skaffe sig i et æsel. Ingen skal være i tvivl om, at han ikke er en almindelig konge. Han bliver salvet af en kvinde, og han rider på et æsel. Som han blev født i en stald. Og som han skal dø på et kors. Og det er den trone, denne konge får.

Olien i Marias hænder dufter af det hele. Af kærlighed, af død, af kongelighed. Som oliens duft på én gang stemmer sindet til kærlighed, til sorg, til glæde, løber det hele sammen i hans skikkelse og hans historie. Kærligheden, døden, kongeligheden. Denne konge dør af kærlighed. Derfor rejser hans far ham op og sender ham ud i morgensolen til dem, der elsker ham, påskemorgen. I dag er det os, han kommer til. Han kommer i de ord, vi må nøjes med læse – og de ord, vi kan synge med på.  Se, din konge kommer. Det er nutid. Tværs gennem alle lukkede døre kommer han med den kærlighed, Maria så i hans handlinger, hørte i hans ord, mødte i hans blik. Vi kan ikke takke ham med olie. Den olie og de kærtegn, vi har, skal vi bruge på hinanden. Men når vi synger, breder sangen sig i huset som duften af den kostbare olie og stiger mod himlen som vores svar.

 

Hør ”Hil dig, frelser og forsoner” her: https://youtu.be/95jJkc72gn4

Hør også recitativ og arie af J.S. Bach over salvningen i Betania fra Matthæuspassionen her: https://youtu.be/ugC93Z11nYk

Billede: Arne Haugen Sørensen: Salvningen i Betania. 2007. Vises her med kunstnerens tilladelse.

Kategorier Præsternes ord