Udgivet tor d. 9. apr 2020, kl. 09:00

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (13,1-15):

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.

Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.

Amen


Jørgen Gustava Brandt siger i et af sine digte, at vi er den usynlige Guds synlige billeder. Han tænker selvfølgelig på ordene om, at mennesket er skabt i Guds billede. At mennesket er skabt i Guds billede betyder, at Gud havde en mening om, hvad det er, der er menneskets opgave i verden.

Og netop det kommer klart til udtryk i skærtorsdagens tekster. I de første tre evangelier fortælles der om, hvordan Jesus tog brødet og vinen gjorde det til levende og livgivende billeder på, hvad der var meningen med hans liv. Hver gang vi går til alters, får vi rakt Guds billede af det menneske, han skabte. Det er præget ned i alterbrødet. Vi får det rakt, for at vi skal spise det, så det kan blive til ét med os og til nyt liv, og Johannesevangeliets fortælling om, at Jesus vaskede sine disciples fødder, er en tydeliggørelse af den nadver, som allerede er indstiftet. 

Nadveren er Jesu afskedsgave til disciplene, den arv, som han efterlader dem, som én har sagt det. Det er hans testamente.

I romanen ”Levende billeder” har den amerikanske forfatter Lisa Alther skildret, hvordan den 27- årige Ginny kommer til sin mors dødsleje. Ginnys liv har været noget værre rod, en planløs flakken rundt i tilværelsen, og mens hun sidder ved sin mors dødsleje, gennemgår hun for sig selv sit liv. Både for hende og moderen bliver det regnskabets time. Moderen har været det faste holdepunkt. Den, der altid ofrede sig og stod Ginny bi, og nu sidder Ginny der på sygehuset ved siden af sin mors seng og venter på en eller anden formfuldendt udtalelse fra moderen – dem havde hun nemlig masser af før – der fingerfærdigt kunne sammenfatte meningen med tilværelsen og give hende gå-på-mod til at leve videre. En slags afhandling om ”Hvad jeg tror på og hvorfor”, men der kommer ikke nogen. Moderen siger ikke andet end: ”Pas godt på dig selv”. Ginny sidder der ved hospitalssengen og bliver vred på sin mor. Hun synes, at moderen skylder hende en forklaring. Om livet og døden, om kærlighed, ægteskab og moderskab. Hun har jo sat hende i verden, og hun kan da ikke være bekendt at forlade den uden at forsyne hende med de nødvendige oplysninger om, hvordan man skal te sig i den.

”Jeg har solgt gården og huset,” siger moderen.

”Det kan du da ikke,” siger Ginny, ”hvad nu, hvis jeg vil have det?”

”Hvorfor kan jeg ikke det,” svarer moderen, ”det er da mit. At sælge huset er den største tjeneste, jeg kan gøre dig. Det er min afskedsgave til dig. Ethvert hus bør sælges, før det bliver et monument. Hvis man hæger om fortiden, forvrænger man nutiden.” Og efter en pause tilføjer hun: ”Men jeg vil gerne have, at du får mit ur, som du kan tage med dig, hvor du så tager hen.”

Da moderen er død, forsøger Ginny at tage sit eget liv. Det slipper hun ikke så godt fra, hvis man kan sige det på den måde. Hun binder et reb med en sten om sin fod og kaster sig i floden, men rebet er først for langt, anden gang falder hun ned i en båd og tredje gang, da hun har opgivet det med at drukne, men i stedet vil skyde sig en kugle for panden, passer patronerne ikke til geværet. Hun ridser også forsigtigt i sig selv med en kniv og kommer til at bløde lidt. Hun sidder og ser på blodet og kommer så til at tænke på, at hendes blod åbenbart er helt i orden. Alle de små celler er som små væsner, der ved, hvad de skal. De strejker ikke i fortørnelse over ikke at modtage tilstrækkelig opmærksomhed og vejledning fra hende personligt. De gør bare, hvad de skal. 

Og så går Ginny ud i livet, selv om hun egentlig ikke ved, hvor hun skal gå hen. Hun går med sin mors ur i hånden ud i det liv, som er hendes helt personligt og ikke nogen andens. Det liv hun, som netop kun hun og ingen anden kan leve. Ginny går ud i sit liv for at prøve at være der, mens det sker. Med det ur, som hendes mor gav hende i arv. Det kan fortælle hende, at hun står lige her midt i nutiden. Det er ligesom den røde prik på kortet. Du står her – lige midt i dit liv, og det, der omgiver dig, er faktisk det, man kalder for virkeligheden. Og det er vigtigt at stå der, for hvis man ikke gør det, kan man ikke forandre virkeligheden. Det er udgangspunktet.

Som Ginnys mor bærer sig ad – giver Ginny sit ur i stedet for et monument over fortiden, hendes hus f.eks. – sådan gør Jesus også med sine disciple den sidste aften. Han giver dem et billede i vin og brød. Han giver dem et forbillede i sin sidste handling mod dem, en erindring om noget levende de kan bære med sig. Han skriver ikke noget ned. Og det skal vi altså huske: Vi tilbeder ikke en bog, men det levende ord. Guds ord, som er Jesus. Den eneste gang, Jesus skrev noget, skrev han det i sand, og nu er det er borte med blæsten. Disciplene får ikke udleveret en færdigsyet livsform, som de kan krybe ind i eller et gammelt, møbleret hus, som de kan flytte ind i. Kirken er bygget af levende stene. De bliver sat til at leve deres liv under Guds bestemmelse, og Guds bestemmelse er, at de skal leve det med ”kærlighedens opfindsomhed”. Den er der i allerhøjeste grad brug for i denne tid. Vi skal passe på hinanden, og vi skal være taknemmelige for de mennesker, som ikke bare gør det, de skal, men i mange tilfælde også meget mere. Samtidig med at det, de gør, kan være så simpelt som at vaske et andet menneskes fødder.

Jesus spørger disciplene, om de er klar over, hvad det er, han har gjort imod dem. ”I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” Han overrækker ikke sine disciple en stor, tung bog med opskrifter. 

Vi er skabt i Guds billede, og han, den usynlige Gud, der er tilgivelse og barmhjertighed, sender os forhåbentlig snart ud i livet igen som sine levende billeder.

Sognepræst Gunnar Kasper Hansen 9.4.2020


Hør salmen ”Hil dig, Frelser og Forsoner” (DDS 192) sunget af Syngedrengene ved Vor Frue Kirke, Assens: https://www.folkekirken.dk/om-troen/salmer/hil-dig-frelser-og-forsoner

Billede: By Anonymous - The Visual Arts: A History, by Hugh Honour & John Fleming. Pearson/Prentice Hall, 7th edition. p, 361, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/...

Kategorier Præsternes ord