Udgivet fre d. 10. apr 2020, kl. 09:00

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (19,17-37):

Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten. Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.« Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.« 

Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: »Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.« For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: 

”De delte mine klæder mellem sig, 

de kastede lod om min klædning.”

Det gjorde soldaterne altså.

Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig. 

Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: »Jeg tørster.« Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden. 

Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.« Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.« 

Amen


I nyhederne har vi i den sidste tid på daglig basis kunnet følge opgørelser over, hvor mange dødsfald coronavirussen har forårsaget i verden og her i Danmark. Når dødsfald bliver gjort op i tal igennem længere tid, kan man som læser eller seer tage sig i, at man kommer til at fokusere på, hvad det overordnede billede viser. Hvad er tendensen? Skal vi frygte en yderligere eskalering? Eller er kurven ved at flade ud? Giver statistikerne og graferne grund til yderligere frygt for det, der endnu venter? Eller kan vi se små tegn på håb om, at det er ved at vende til det bedre?

Når menneskeliv bliver gjort op i tal, er det svært på samme tid at rumme bevidstheden om, at der bag hvert eneste tal også gemmer sig et helt konkret menneskeliv, som nu er til ende. At det er sådan, bliver vi smerteligt bevidste om, når det er én af vores elskede, der dør, men i medierne er det ganske få af de mange liv bag tallene, som vi får mere at vide om. De fleste forbliver anonyme for os. Som tal alene. De få, som vi hører særligt om, er enten dem, der skiller sig ud fra det, der på godt eller ondt gælder for de fleste af os. Eller vi hører om dem, der i særlig grad synes at udtrykke det, der er fælles for os alle sammen, så netop deres historie må formodes at tale til os bredt.

Da Johannesevangelisten nedskrev sin beretning om Jesus Kristus, var han med til at sikre, at fortællingen om dette liv også fremover kunne gives videre til andre. Men hvorfor var det lige fortællingen om dette liv, som evangelisten ville vidne om og sikre mod glemsel?

Som Johannes skriver det, er det, ”for at også I skal tro.” Man kunne måske sige det sådan, at den kristne tro knytter sig til, at Jesu Kristi liv på en ganske særlig måde både skiller sig ud fra ethvert andet menneskes liv og på samme tid udtrykker dét, der er fælles for os som mennesker. Når det kommer til Jesu Kristi liv, er det altså ikke et enten-eller; enten at skille sig ud fra andres liv eller udtrykke det, der synes at være fælles for os alle. Det er et både-og.

Om dette både-og, denne særlige forening i Jesus Kristus, hedder det i én af vores trosbekendelser, at der er ”to naturer, en guddommelig og en menneskelig, men uadskilleligt forenet i personens enhed: én Kristus, sand Gud og sandt menneske” (Confessio Augustana §3).

Foreningen af det guddommelige og det menneskelige; det, der skiller sig ud fra det menneskelige, og det, der udtrykker det menneskelige, viser sig også i de tre ord, som Jesus her ifølge Johannesevangeliet siger på korset Langfredag.

Når Jesus ikke bare lider tørst og beder om noget at drikke, men i det hele taget lider på korset, sådan som ethvert andet menneske ville lide, så viser det os, at Gud også kan sætte sig i vores sted, når det er os, der må gå lidelse og død i møde. Der er nu ikke noget sted, hverken i livet eller døden, som Gud ikke selv kender til og ikke selv har været. Fordi han blev menneske i Jesus Kristus.

Men Gud vil ikke bare være, hvor vi mennesker er og kan være. Han vil også drage os ind i sit liv, så vi kan komme og være, hvor han er. For selvom beretningen her til Langfredag slutter med døden på korset, så er Jesu Kristi liv og død blevet delt og fortalt lige til i dag i troen på, at han opstod på tredjedagen til liv hos Gud – til et evigt liv, som lidelse og død ikke længere har magt over. Det er dette evige liv, som Jesus Kristus ved at gå gennem død og lidelse også åbner for os. Derfor siger han med sine sidste ord på korset: ”Det er fuldbragt”.

Opstandelsens liv hos Gud kender vi altså som et løfte om noget, der venter os engang, men også allerede nu får vi del i det liv – i den gave og opgave, som kærligheden er. Det er det, der udtrykkes i de ord, som Jesus i Johannevangeliet siger som de første af sine tre korsord: Da Jesus ser sin mor og sin elskede discipel, Johannes, stå neden for korset, siger han til sin mor: ”Kvinde, dér er din søn”, og til Johannes siger han: ”Dér er din mor.”

De to skal ikke være overladt til sig selv hver især i sorgen over Jesu død. De to, som før var mere eller mindre fremmede og ukendte for hinanden, skal nu tage sig af hinanden og være hinandens familie. Og det er ikke alene eller først og fremmest sorgen over Jesus, som skal binde dem sammen, men den kærlighed, som i Jesus Kristus viste sig stærkere end døden.

Når vi elsker et andet menneske, kan den anden aldrig bare reduceres til et tal blandt andre. Kærligheden gør den enkelte uerstattelig. Langfredags løfte til os er, at Gud elsker os og satte sit eget liv til for vores skyld i Jesus Kristus. For at redde os til et evigt liv i kærlighed, hvor død og glemsel ikke findes. Hvor ingen bare er eller bliver et tal.

Sognepræst Carsten Assenholt 10.4.2020

Kategorier Præsternes ord