Udgivet søn d. 12. apr 2020, kl. 09:00

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus (28,1-8): 

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

”Der er ingen anden. Jeg lover dig, at jeg ikke vil tænke på noget andet end dig.” Sådan lyder det løfte, Siss giver sin veninde Unn i den bog af Tarjei Vesaas, der hedder ”Is-slottet”. Løftet bliver givet i dagene og nætterne efter, at Unn er forsvundet. Sneen falder tæt, som om alle spor af veninden skal udviskes. Som om det skal slås fast, at hun er væk for altid. Da bliver løftet til som en modstand i Siss, skriver digteren: ”Jeg husker det hele. Der er ingen anden. Så længe du er væk, vil jeg aldrig glemme det, jeg har lovet.”  

Løftet fra Siss til Unn er udtryk for troskab. Det kan godt være, der ikke længere er så mange ude at søge efter den forsvundne. Det kan godt være, der ikke længere er så mange, der siger Unns navn. Det kan godt være, sneen blinder og udvisker alle andres erindring. Men Siss glemmer ikke. Hun er tro mod det den dyrebare fortrolighed, der netop var opstået mellem hende og Unn. Tro mod den enestående erfaring af glimt og stråler, der lyste imellem de to, ”fra dig til mig, fra mig til dig alene.” 

I månederne efter Unns forsvinden holder Siss sit løfte. Hun går alene hjem fra skole. Hun lukker sig inde på sit værelse. De andre børn prøver at nærme sig. De vil hende gerne. Men Siss følges ikke med nogen, taler ikke med nogen, ser ikke nogen. I frikvartererne på skolen står hun alene ved muren uden at tage del i de andres larm. ”Her skal jeg stå. Det har jeg lovet.” 

Ja, for hvis ikke Siss er tro mod Unn, bliver Unn glemt. Det, hun var, bliver visket ud. Derfor står Siss, hvor hun står, alene ved muren, måned efter måned. Det er sorg. Og det er troskab mod løftet til Unn. Sorgen og løftet lukker Siss ude fra det almindelige liv. Det er ikke alene Unn, der er død og borte. Det er Siss også, billedligt talt. Forstenet. Ude af stand til at bryde den isolation, som sorgen og løftet har sat hende i. Hvis isolationen skal brydes, må initiativet komme udefra. 

Påskedags evangelium er et initiativ, der kommer udefra. De forstenede kvinder går på kirkegården, ud for at se til graven, for hvor skal man ellers gå hen? De venter ikke noget mere. Kun at møde en mur af sten. Men udefra, ind i deres stivnede virkelighed, kommer noget så livfuldt og bevægeligt som en engel og vælter stenen fra og bringer budskab om, at den, de har elsket og mistet, ikke længere ligger i sin grav. Han er stået op fra de døde. De skal se ham igen. Han møder dem dér, hvor de skal hen. 

Stenen, der vælter fra graven, viser, hvad ordene skaber: Bevægelse i det forstenede. Lys i mørket. Luft i det lukkede rum. En åbning. En udvej. En fremtid. En ny begyndelse. Stenen er faldet. Måske der også falder sten fra kvindernes hjerter. I hvert fald er de ikke længere forstenede. Der er så megen glæde blandet i deres frygt, at de ikke er i tvivl om, hvad de skal: skyndsomst give englens forunderlige budskab videre. Bryde de andres isolation, lukke luft og lys ind i de andres liv med ordene om, at den, de elskede, er opstået fra de døde.  

Det er ord til kvinderne påskemorgen. Men det er også ord til Siss og alle os andre. Kristus er stået op fra de døde. Han var én af os, født af en mor som vores. Han lå i en grav som vores her på den jord, hvor vi begraver vores døde. Derfor har du lov til at tro, at også den, du har elsket og mistet, skal stå op fra de døde. Det var det, han døde og opstod for. At stenen også billedligt talt skal væltes fra den grav, hvor din døde ligger, og lyset og luften lukkes ind, og et nyt liv begynde. 

Siss holder sit løfte til Unn, for at Unn ikke skal viskes ud. Påskedag giver Gud os sit eget løfte. Også dét er en modstand mod glemslen. Han lover, at den, du elsker, aldrig bliver visket ud af hans erindring. Du er ikke ene om at fastholde det elskede menneskes betydning. Det er ikke kun op til dig at holde din døde i live. Det er ikke alene i dine tanker, det elskede menneske skal opstå. Det er også hos den gode Gud. De glimt og stråler, der engang lyste imellem jer, forbliver i al evighed. 

En søndag i foråret bliver Siss forløst. Mens isen smelter på søen, og sneen drypper fra kvistene. Initiativet kommer udefra, fra vennerne, som ikke holder op med at ville hende og kalde på hende. Og fra Unns nærmeste, som løser hende fra sit løfte. De er som menneskelige engle, der vælter stenen fra hendes hjerte og åbner en vej ud. Siss skal stadig tænke på Unn. Men hun har også lov til at tænke på noget andet. Og lov til at lade sig bevæge. Da vennerne kommer for at finde hende, går der fine ilinger igennem hende. Siss føler sig løftet, varm i ansigtet. Denne søndag morgen rejser hun sig for at gå dem i møde. Jeg ved ikke, om det er påske. Men det er i hvert fald opstandelse. 

Sognepræst Marianne Frank Larsen 12.4.2020


Billedet: Opstandelse. 1315-21, Chorakirken, Istanbul. Wikimedia Commons, anonym fil. 

Bogen: Tarjei Vesaas: Is-slottet. Batzer & Co, 2019.

Hør J.S. Bachs orgelkoral over ”Opstanden er den Herre Krist”:

Hør ”Som forårssolen morgenrød”:


Kategorier Præsternes ord