Udgivet man d. 13. apr 2020, kl. 09:00

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (20,1-18):

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: ”De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.” Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen.

Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: ”Kvinde, hvorfor græder du?” Hun svarede: ”De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: ”Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?” Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: ”Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.” Jesus sagde til hende: ”Maria!” Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: ”Rabbuni!” – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: ”Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.” Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: ”Jeg har set Herren,” og at han havde sagt dette til hende.

Amen.


Denne påske falder midt i en krisetid, fyldt med sygdom, angst og usikkerhed. Sådan oplever vi det her i landet i øjeblikket, og det virker nok endnu mere rystende på os, fordi vi i vores del af verden ikke er vant til det. Under normale forhold tror jeg, at de fleste af vi danskere føler, at der er styr på det meste: vi har et velordnet og velfungerende samfund, hvor kollektive trusler – bortset fra terrorhandlinger – er sjældne eller hurtigt bliver håndteret på betryggende vis. 

Desværre er der mange andre steder i verden, hvor det ikke er sådan. Her lider masser af mennesker under epidemier, krige, sult og nød. Og her oplever de fleste det utvivlsomt sådan, at der i verden og tilværelsen sker meget, som mennesker ikke kan styre eller have kontrol over. Nu prøver vi det her hos os, og nu véd vi på krop og sind, hvor truende det føles. Vi skal selvsagt gøre alt, hvad vi kan, for at så få mennesker som muligt bliver syge og dør, men samtidig må vi gøre det i den erkendelse, at det ikke er muligt fuldstændigt at udrydde trusler. 

Det er hårde vilkår. På én gang at frygte for sit eget og sine kæres helbred og liv, og at måtte se i øjnene, at det kun delvis står i menneskers hænder at passe på os selv og hinanden. Også selv om vi forsøger, og skal forsøge, at gøre det så godt, vi kan.

I dén situation er det vigtigt at lytte til, hvad påsken drejer sig om. Lytte til, hvad det var, Gud ville fortælle os, da han sendte sin Søn til os for at dø og genopstå fra døden.

Når man læser dagens tekst, er det slående, at opstandelsen ikke er noget fjernt og abstrakt, der ikke kan komme moderne mennesker ved eller have relevans for os, tværtimod. Det særegne ved denne beretning er nemlig, hvor konkret, nærværende og hverdagsligt det hele i én forstand er. 

En morgen går en kvinde ud til en grav, hvori en kær afdød tre dage før er blevet lagt. Det kender vi alle, som har prøvet at miste nogen, vi holdt af: behovet for at være ved graven, besøge den savnede, sørge for gravstedet. Kvinden opdager så, at stenen er væltet bort fra graven, som er tom, og hun fortvivler i den tro, at nogen har fjernet liget. Også dette kan vi alle forstå – tænk, hvis det overgik én selv, at nogen havde skændet gravstedet. 

En ringe anset kvinde oplevede dernæst det størst tænkelige. Og det gjorde hun på grund af sin omsorg for den døde, kærligheden til sin næste. Selve opstandelsen giver sig altså til kende i forbindelse med noget aldeles hverdagsagtigt, Gud viser sig for os i den mellemmenneskelige omsorg og kærlighed.

Men samtidig rummer denne beretning nogle elementer, som overskrider erfaringen og fornuften. Nemlig at graven er tom, fordi den døde er opstået fra de døde, altså at Jesus virkelig var Kristus, Guds søn.

Den lille beretning er fuldstændig central i kristendommen. Nogen vil måske spørge, om man kan fæste lid til den? Ja, det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, hvem det er, der finder den tomme grav og genkender Jesus som den opstandne. Hvis det var et propagandanummer, skulle man jo forvente, at der var tale om en rig og magtfuld mand, for en sådan ville være det ideelle vidne som middel til at overbevise andre om opstandelsens realitet. Men nu er det en kvinde, endog af lav social rang, og kvinder regnedes generelt på det tidspunkt ikke stort, de havde f.eks. ikke status til at kunne vidne i retssager. 

Hverken kvinden eller de to disciple, som senere kommer til, reagerer til en begyndelse med at tro, at Jesus er opstanden. De havde endnu ikke forstået det, det overgik deres forstand, denne overskridelse af al menneskelig og jordisk erfaring. Så dagens tekst beretter med andre ord om, at Jesus ikke genopstår i kraft af, men på trods af menneskers tro. Man når ikke til troen ved egen hjælp, men fordi den opstandne kalder opstandelsestroen frem, skænker os troen. Og dermed er livet og saligheden ikke noget, man selv kan eller skal producere eller præstere, men en nådegave, man får skænket ved troen.

Opstandelsen kan man i det hele taget ikke forholde sig til gennem forstanden, der kommer aldeles til kort over for den. Opstandelsen kan ikke begribes og hverken kan eller skal bevises. Men hinsides forstandens rækkevidde er det muligt at tro på opstandelsen.

Opstandelsestro gælder selvsagt troen på et evigt liv, men den drejer sig om mere end dette hinsidige perspektiv. Opstandelse er ikke kun noget, der var engang, eller noget, der kommer. Opstandelsen gælder tillige det liv, vi befinder os midt i, her-og-nu i det liv, vi lever. Opstandelsestroen forlener nemlig dagligdagen og det enkelte livsøjeblik med et evighedsperspektiv.

Det evige, Gud, inkarnerede sig i jordelivet, i tiden, og døde i tiden, idet Gud tog menneskets vilkår på sig og delte dem med os. Men Gud gjorde det for at vise os, at de vilkår kan overvindes: for evigheden genopstod fra tidens vilkår, overvandt døden, for at vi kunne se, at troen på Kristus gør levende. 

Ved denne tro bliver vi ikke frelst engang, men ved troen på ham ér vi allerede frelst. Det evige liv er med andre ord ikke udelukkende et liv efter døden, men dét, troen på dette evige liv betyder for mennesker, medens vi er i live. Det evige liv må altså også være en måde at eksistere på. 

Opstandelsen til det evige liv er således ikke noget abstrakt, men det mest konkrete af alt, et liv med evighedsværdi. Og således er opstandelsen ikke kun noget symbolsk eller poetisk billedtale, men i højeste grad også et fysisk fænomen. Den evige og almægtige Gud drager os opad i opstandelsesbudskabet, gør os og vores tilværelse så uendeligt meget større, end vi selv vil kunne gøre det. 

Dagens tekst udtrykker, at døden ikke får det sidste ord. Ja, at det sidste ord aldrig er sagt. Lige siden Jesu Kristi opstandelse har enhver afslutning samtidig været en ny begyndelse. Ethvert menneske skal dø, det véd vi. Men igennem troen på dén, der har skabt mit liv og alt det andet, igennem troen på, at Gud sendte Jesus til os for at vise, at ved troen overvindes døden, da kan jeg tro på, at jeg efter at have mistet mit liv atter vil få det tilbage. Ikke i kraft af noget, jeg selv har gjort eller præsteret, men som noget, der er skænket mig, som en nådegave. 

Jesu opstandelse er kernen i den kristne tro og er selve det kristne evangelium. I den ortodokse kirke siger man i påskegudstjenesten med jubel og i tro de ord, som hvert eneste øjeblik gør verden ny – og hvorfor ikke også sige disse ord her og nu: ’Kristus er opstanden, livet er blevet levende’. 

De ord skal siges og høres, i denne krisetid og i det hele taget.


Sognepræst Anders Thyrring Andersen 13.4.2020

Kategorier Præsternes ord