Udgivet søn d. 19. apr 2020, kl. 09:00

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (21,15-19):

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?” Han svarede: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vogt mine lam!” Igen, for anden gang, sagde han til ham: ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?” Han svarede: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vær hyrde for mine får!” Jesus sagde til ham for tredje gang: ”Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?” Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: ”Har du mig kær?” og han svarede ham: ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.” Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: ”Følg mig!”

Amen.


Det er i dag den første søndag efter påske, og dette afspejles på tydeligste vis i dagens tekst. For det, som skildres, finder netop sted i tiden efter Jesu opstandelse. Hvilket understreger betydningen af, at Jesu opstandelse ikke bare var symbolsk eller åndelig, men også kødeligt-fysisk. For Jesus viste sig for og havde samtaler med disciplene, hvor han sagde dem – og dermed os – meget værdifuldt om sin tid på jorden, og om vilkårene i den tid, som ville følge efter hans himmelfart. 

Efter hændelserne ved graven påskemorgen åbenbarede Jesus sig ifølge Johannesevangeliet samme aften for disciplene. Og en uge efter viste han sig igen, for Thomas og de andre disciple. Og derefter endnu en gang ved Tiberias Sø, for syv af disciplene. Hvorefter følger dagens tekst, samtalen med Peter.

Forholdet mellem Peter og Jesus er omtalt flere gange i løbet af evangelierne. Bl.a. var det Peter, som på vegne af de tolv disciple bekendte troen på Jesus som Guds hellige. Peter forsikrede, at han ville sætte livet til for Jesus, men efter tilfangetagelsen blev han bange og fornægtede ham tre gange i løbet af natten til Langfredag. Hvilket Peter ”græd bitterligt” over, som det så hjerteskærende hedder.

Evangelierne tegner det billede af Peter, at han var en meget ivrig og stærkt engageret discipel, men at hans forhold til Jesus spændte vidt, lige fra passioneret bekendelse til fornægtelse. 

Dette må man have i baghovedet for at få et fuldt udbytte af dagens tekst. Når Jesus her tre gange spørger Peter: ’elsker du mig?’, giver Jesus således Peter lejlighed til at distancere sig fra sine tre fornægtelser og vende tilbage til den bekendelse, han allerede tidligere havde ytret. Det er påfaldende, at Peter ikke bare enkelt og med sin tidligere frimodighed svarer på Jesu spørgsmål med et ja. I stedet indleder han hvert svar med et ’du véd’. For Peter véd nu, at Jesus kender ham til bunds, kender hans entusiasme, men også hans svaghed. 

Hvad vil Jesus med sine tre spørgsmål? Ja, han vil bestemt ikke have en undskyldning. Derimod vil han vise Peter, at dennes kærlighed er noget værd, selv om han svigtede. Jesus tilgiver Peter, men ikke ved at udtale ordene: jeg tilgiver dig. Men ved at give Peter mulighed for at sige, at han elsker Jesus. Tilgivelsen er med andre ord en kærlighedens gerning.

Altså rehabiliteres Peter, og han bliver det i kraft af, at Jesus skænker ham muligheden for det. Peter er kun et menneske, som alle vi andre en synder, der fejler og svigter, også når vi mener at besidde den gode vilje. Men det véd Jesus netop godt, ja, det var præcis derfor, at han kom til os. For med sin kærlighed at tilgive os alt det, vi uvægerligt behøver tilgivelse for. Og som vi hyppigt ikke kan tilgive hverken hinanden eller os selv. 

Men Jesus går endda længere. På baggrund af Peters svar siger han, at Peter skal vogte hans får. I forlængelse af sin bekendelse bliver Peter med andre ord af Jesus indsat som den, der skal være menighedens leder, skal videreføre Jesu hyrdegerning. Hvilket korresponderer med det sted i Matthæusevangeliet, hvor Peter bekender sin tro på Jesus, hvorfor Jesus betegner ham som den klippe, hvorpå han vil bygge sin kirke.

Det er så bevægende, dette her. At klippen, Guds Søn vil bygge sin kirke på, er dette svage menneske, som svigter Jesus, da allermest står på spil. Men netop heri kommer det evangeliske perspektiv særlig tydeligt til udtryk. At være kristent troende vil ikke sige at være et overmenneske, men vil sige at tro sig tilgivet og oprejst af Guds grænseløse og ubetingede kærlighed. Hvilket vel at mærke ikke er noget, vi kan eller skal præstere os til, men noget, vi bliver skænket. 

I Ida Jessens roman Det første jeg tænker på findes et replikskifte, som så fint illustrerer dette. På et tidspunkt bliver fortælleren Birgitte forvekslet med præsten, og vælger at føre en samtale, som om hun er denne. Hun fortæller, at folk kommer til hende, fordi ”Folk føler, de er forkerte.’ ’Og hvad gør du så?’ spørger han. ’Sjæledoktorerer du så på bedste beskub og siger, at de ikke kan gøre for det?’ ’Nej,’ svarer jeg. ’Som præst behøver man ikke gøre folk uskyldige. Den slags har man psykologer til, og ens venner. Jeg fortæller dem om syndernes forladelse.’ ’Hvad betyder det?’ ’At der er en, der elsker dig.’”. 

Mere præcist kan noget helt centralt i kristendommen næppe formuleres: at hverken præsters eller andre menneskers opgave er at gøre folk uskyldige, men er at forkynde syndernes forladelse – at vi netop som syndere er tilgivet i Guds kærlighed.

Dagens tekst slutter med, at Jesus fortæller, hvilke konsekvenser det vil få for Peter at blive indsat som hyrde for menigheden. Den tid, hvor Peter kunne gå sine egne veje, er blevet afløst af en tid, hvor han ikke længere har denne frihed. Nu er det en anden, der bestemmer, og det kan indebære, at man kommer til at gå derhen, hvor man ikke selv ønsker at komme. Det er nu Peters Herre, der bestemmer hans vej. 

”Følg mig”, siger Jesus til Peter. For Peter betød det, at han fulgte Jesus helt ind i døden, ved at dø som martyr for sin tro. Så langt – og endnu længere – rakte den tilgivelse, Peter blev skænket i kærlighed.


Sognepræst Anders Thyrring Andersen 19.4.2020


Kategorier Præsternes ord