Søndag d. 1. september 2019, kl. 10:00

I Festugen åbner Vor Frue Kirke traditionen tro dørene til et af årets højdepunkter – den storslåede og festlige Bach-højmesse. 

Til musikhistoriens ’mirakler’ hører Johann Sebastian Bachs cirka 200 overleverede kantater. Kantaten udgjorde på Bachs tid det musikalske sidestykke til prædikenen. Denne søndag opføres Kantate BWV 54, ”Widerstehedoch der sünde”.

Ud over kantaten opføres en stor motet for kor og orkester, ”Ich freue mich im Herrn, und meine Seele ist frölich”, af Bachs forgænger i Thomas Kirken i Leipzig, Johann Kuhnau. Kuhnau var, ligesom Bach, en stor komponist i sin samtid og i sin hjemby, og i dag findes mange af hans værker indspillede. Denne motet er ikke ofte hørt, men er et veloplagt og festligt stykke musik til en triumferende tekst af profeten Esajas. 

Årets solist Andrea Pellegrini er en af Danmarks mest efterspurgte og prisbelønnede mezzosopraner i både opera- og koncertsammenhæng. Hun har studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og blev i 2003 optaget på Opera Akademiet ved Det Kongelige Teater. Blandt Pellegrinis præstationer på Det Kongelige Teater og Den Jyske Opera er Rosina i ”Barberen i Sevilla” og Zaida i ”Tyrken i Italien”, begge af Rossini, samt Mozart-partierne Annius i ”Titus”, Cherubino i ”Figaros Bryllup” og Idamante i ”Idomeneo”. På trods af sit udenlandsk klingende efternavn, er hun tilmed født i Aarhus og opvokset i Odder.

Under altergangen synger Andrea Pellegrini en sats fra Bachs store h-moll Messe, Agnus Dei (O, du Guds Lam), og endelig afslutter organist Michael Rosenfeldt med et orgelværk, også af mesteren selv, Johann Sebastian Bach.

Vor Frue Kirkes to organister vil henholdsvis dirigere og føre orglet akkompagneret af det prægtige Aarhus Bachorkester og Vor Frue Kirkes 18 personer store kantori. 

Aarhus Bachselskab blev oprettet i 1989 og har siden grundlæggelsen haft hjemsted i Vor Frue Kirke, hvor de altid agerer medarrangør af årets festugehøjmesse. Selskabets formål er at opføre Johann Sebastian Bachs righoldige produktion af kantater, koncerter, orkester-, kor- og orgelmusik, hvilket i sandhed bliver bekræftet ved dette arrangement. 

Medvirkende: 
Andrea Pellegrini, alt
Aarhus Bachorkester
Vor Frue Kantori
Michael Rosenfeldt, organist
Poul S. Jacobsen, dirigent

Medvirkende
Carsten Assenholt
Pris
Gratis