Logoåbenbaring i et vindue

Følelsesladet proces

Beslutningen om, at man som virksomhed, organisation eller forening skal have et nyt visuelt udtryk, er ofte længe undervejs og præget af mange følelser og holdninger. Disse er ikke færre, når man er en kirke. For hvordan presser man alt det, man gerne vil fortælle og signalere - hele kirkens historie - ned i et enkelt symbol? Et symbol, der samtidig gerne må være tidssvarende, æstetisk, identitetsbærende og skabe grobund for genkendelighed. Kan ét logo indeholde alt det?

I Vor Frue Kirke var vi enige om, at vi gerne ville have noget nyt. En ny visuel identitet. Men vi anede ikke, hvor vi skulle begynde. Vi samledes, medarbejdere og menighedsråd, holdt brainstorm-møder og talte længe om, hvilken fortælling og signalværdi vi gerne ville have frem. Vi konfererede med fotograf og designer.

Skulle logoet bestå af ren tekst? Skulle det kun være et symbol, og skulle det i så fald være abstrakt eller konkret? Eller ville en kombination fungere bedst? Var der noget særligt kendetegnende ved kirken, vi kunne fremhæve i et billede? Noget, der stadfæstede kirken som Vor Frue Kirke i Aarhus og ikke en af de mange andre danske kirker, vi deler navn med.

I en lang periode blev vi ikke meget klogere. Der var mange samtaler, mange involverede personer og mange ideer i spil. Og hele tiden vidste vi, at vi ikke kunne gå på kompromis med et logo og tilgodese flere ideer som i så mange andre sammenhænge. Logoet skulle netop være harmonisk og stilrent og ikke sammenstykkes af blandede bidder.

En tilfældighed endte med at gøre udslaget

En dag får to af kirkens medarbejdere tilfældigvis øje på et lysstofrør, der står lænet op ad væggen i fyrrummet bag Kryptkirken. Et besynderligt sted at placere en lampe. Nysgerrighed får dem til at sætte stikket i kontakten, og lampen kaster sit lys direkte mod det lille, runde og hidtil ganske anonyme vindue bag krucifikset i Krypten. Forundrede søger medarbejderne om i Krypten for at se effekten og standser målløse op. For vinduet er nu alt andet end anonymt. De fineste linjer og farver samler sig i et slående mønster og tilfører det ældgamle rum en helt anden karakter.

Opdagelsen florerer blandt medarbejderne i huset, og næste gang vores husfotograf Per Rasmussen er på besøg, viser vi det belyste vindue frem. Han fotograferer ruden fra flere vinkler, med og uden lys, og øjner straks muligheder, vi ikke selv har tænkt. Kan dette vindue mon danne inspiration til det kommende logo?

Det ene fører det andet med sig. Alle i huset er lune på ideen. Vinduet præsenteres for vores logodesigner, Søren Juhl fra Juhl Illustration, som klapper begejstret i hænderne over vinduets historie og mønstrets store grafiske anvendelighed. Derefter tager processen fart. Mønstret rentegnes og godkendes, farve og skrifttype vælges, og resultatet ligger hurtigt klar i form af Vor Frue Kirkes aktuelle logo.

Vinduets symbolik

Det lille, runde vindue, der i årevis havde forputtet sig som en mere eller mindre anonym genstand i den dunkle Krypt, men som endte med at blive Vor Frue Kirkes logoåbenbaring, udgør ikke et enestående symbol, men skriver sig ind i en lang historie.

Symbolet er en triskele, som består af tre symmetriske ”ben”, der bevæger sig ud fra samme centrum. Triskelen er blevet brugt i kristen kontekst i middelalderen som symbol på treenigheden, særligt i keltiske kulturer.

Kryptkirken vender mod øst, og vinduet har måske tidligere dannet en lysende cirkel som solen bag et alterkors. Vi kender ikke det nuværende vindues specifikke oprindelse, men det er formentlig udformet af museumsinspektør Carl Georg Schultz (1905-1958), som ledede udgravningen og den efterfølgende genopbygning af Kryptkirken i 1950’erne.

At symbolet ud over at være æstetisk også er en del af en lang historie og en større sammenhæng var vigtigt for os, da vi valgte det som logo. Samtidig giver den lokale forankring god mening - at lige præcis dette konkrete symbol findes fysisk i kirken, så besøgende kan gå ned og se det med egne øjne, og tilmed i kirkens og byens ældste rum.

 

Vinduets symbolik Vinduets symbolik

Vinduets symbolik

Næste gudstjeneste i kirken