Tre uger hver sensommer rykker en flok unge tiggermunke ind i Vor Frue. Sjetteklasses elever fra skoler i Aarhus Kommune får lov at opleve en dag i munkedragt med gregoriansk sang, tidebøn og ikke mindst stilhed og fordybelse i kirkens autentiske rammer.
Forberedelserne begynder længe inden selve projektet, da meget skal være klar til de tre værksteder: Scriptoriet, hvor eleverne skriver ved gammeldags pulte med fjerpen og hjemmelavet gallusblæk blandet efter en ægte middelalderopskrift. Urteværkstedet, hvor eleverne samler urter i sognegårdens egen urtehave og samtidig undervises i urternes medicinske betydning. Og Malerværkstedet, hvor eleverne med udgangspunkt i kirkens kalkmalerier skal male deres eget middelalderbillede.
Projektets overordnede formål er at præsentere eleverne for en anderledes arbejdsdag, hvor begreber som ro, stilhed, koncentration, fordybelse, enkelhed og engagement er i centrum. Gennem fortælling, oplevelse og arbejde på værkstederne får børnene en viden om klostrenes betydning i middelaldersamfundet på det både kulturelle, kunstneriske, medicinske og religiøse område.